Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Læringssyn

Trivsel som fundament

Vi ser trivsel som et fundament for, at det enkelte barn er i stand til at lære og udvikle sig. I Østen For Solen prioriterer vi tid til at trøste, kramme og have en voksen for sig selv. Samtidig bestræber vi os på, at det enkelte barn føler sig set, hørt og forstået og således også anerkendt. Jo bedre barnet trives, des bedre mulighed har det for at blive aktiv deltager i, for barnet, betydningsfulde fællesskaber.

I den forbindelse ser vi en daginstitution som en god arena, hvor børn kan få lov til at øve sig i de mange forskellige evner og kompetencer, livet fordrer, og i det hele taget gøre sig erfaringer med dette.

 

Læringssyn

Vores syn på læring er inspireret af flere teoretikere, men vi læner os primært op af Jerlang og Brostrøm, som definerer læring således:

Læring forstår vi som den proces, hvorved erfaringer omdannes til erkendelse.

- en forudsætning for at lære gennem erfaringer er, at barnet er aktiv i processen, og at barnet finder det meningsfyldt.

- læring sker under aktiv deltagelse i en social kontekst og er altid relateret til nogen eller noget.

- man lærer altid flere ting af gangen.

- man lærer om verden og sig selv.

I læreprocessen er det altså væsentligt at have for øje, at barnet:

  • Er aktiv i processen
  • Finder situationen meningsfyldt
  • Befinder sig i en social kontekst, da læring foregår i et samspil med andre.    

     

Foran, bagved og ved siden af

I læringsprocessen er det desuden vigtigt, at vi voksne er bevidst om, hvilken position, vi indtager i forhold til barnet for at støtte det enkelte barn bedst muligt i dets udvikling:

  • Når vi går bag barnet, støtter og opmuntrer vi barnet; viser jeg tror på dig, og jeg er her, hvis du får brug for mig.
  • Når vi går ved siden af barnet, gør vi ting sammen; vi undersøger sammen og lærer sammen.
  • Når vi går foran barnet, er det både, fordi vi ønsker at agere rollemodeller, og fordi vi ved noget, vi gerne vil lære barnet.

Det er individuelt, hvilken form for støtte, det enkelte barn har mest behov for, og det tager vi højde for i vores samspil med børnene.