Østen For Solen er en integreret daginstitution bygget i 1996. Institutionen har 4 stuer med familiegruppestruktur samt en storebørnsgruppe for de ældste børn. Der er ca. 15 børn på de 4 stuer samt ca. 24 børn i storbørnsgruppen. Alle stuer har to pædagoger og en pædagogmedhjælper. Dertil har vi køkkendame, køkkenmedhjælper, en pædagogisk leder, og til tider studerende, praktikanter, Fritidsjobber og medarbejdere i løntilskud.
Vi værdsætter det gode udeliv. I sommerperioden er vuggestuebørnene rigtig meget ude - i vinterperioden lidt mindre. Børnehavebørnene er udenfor næsten hver dag hele året rundt. Til dette formål har vi tre legepladser: En stor legeplads med huler, frugttræer, udeværksted og høns, og to små legepladser med direkte adgang fra stuerne.
Vi har mange spændende aktiviteter og projekter året rundt. De ”almindelige” hverdage er dog dem, der er flest af. Her er der god plads til fri leg. Her udvikles børnene gennem dagligdagens pædagogik.
Vi anser trivsel som et uundværligt fundament for, at børnene udvikler sig. Tryghed og omsorg for hvert enkelt barn prioriteres derfor højt i vores fælles hverdag. Vi lægger desuden stor vægt på at have et nært og tillidsfuldt forældresamarbejde.